René and Anette Thirup © 2009 • Privacy Policy • Do not copy these pages or parts of it without permisson!

www.greatamstaffs.com

 

 

Avlsmetoder

 

 

 

 

Selektionen - udvælgelsen af avlsdyr - er baggrunden for al hundeavl. Målet er, at næste generation skal være endnu bedre end den foregående. Der er mange parametre at tage hensyn til ved udvælgelsen. Ofte ønsker man at forbedre specielle egenskaber, f.eks. evnen til at fungere som jagt-, hyrde- eller vagthund. Samtidig er sundhed en forudsætning for, at hunden kan fungere som menneskets hjælper. Endelig er der hundens udseende - dens eksteriør som findes beskrevet i racestandarden.

Jo flere forskellige parametre man lægger til grund for sin udvælgelse af avlsdyr, jo længere tid vil der gå, før resultatet kan ses. Dvs. det tager ikke så lang tid at gøre en race f.eks. mere langbenet. Det tager derimod lang tid, hvis man gerne vil gøre racen langbenet -men samtidig også vil have sunde hunde med godt temperament og i øvrigt korrekt eksteriør.

Det kan være let at falde for fristelsen , og udelukkende selektere(vælge) for en egenskab, men derved går helheden tabt. Målet er derfor at prioritere de parametre, man anser for vigtigst i hver enkelt race, og arbejde efter dem.


Heritabilitet (Arvelighed)

En forudsætning for succes er naturligvis, at de egenskaber man selekterer(vælger) for, virkelig er arvelige, og ikke et udslag af forskellige miljøpåvirkninger, træningsmetoder el.lign.
Der findes et mål for, i hvor høj grad en polygen egenskab er arvelig nemlig heritabiliteten. Den angives som et tal mellem 0 og 1 (eller mellem 0 og lO0%).
Heritabiliteten er et udtryk for, hvor meget af den fænotypiske (individets egenskaber) variation der skyldes arv. Værdier over O,5 betragtes som værende høje.
En høj heritabilitet afspejler, at egenskaben er underlagt genetisk kontrol i større udstrækning end miljømæssig kontrol. Heritabiliteten kan bruges som rettesnor, men der kan være problemer forbundet med at fastsætte den præcise værdi for alle egenskaber.

Generelt vil det dog være lettere, via selektion, at ændre på egenskaber med høj heritabilitet end på egenskaber med lav heritabilitet.


Indavl/linieavl

Betegnelsen indavl defineres som: "avl mellem individder, der er tættere beslægtet end racens gennemsnit". Dvs. at i nogle racer vil parring af to hunde med fælles oldeforældre være indavl - i andre ikke.

Definitionen på linieavl er:"Parring af dyr på en sådan måde, at afkommet bliver stærkt beslægtet med en bestemt fælles ane". Ofte drejer det sig om en hanhund, men der kan også drives linieavl på tæver.

Graden af slægtskab mellem forskellige individder angives som regel i procent. Tallet siger noget om sandsynligheden for at genfinde et gen fra forfædrene hos afkommet. F.eks. får afkommet altid 50% af generne fra sin far, og 50% fra sin mor. Sandsynligheden for at genfinde et gen fra en af forældrene hos afkommet, og dermed slægtskabet, er derfor 50%.

Graden af slægtskab bruges til beregning af indavlsgraden. Beregningen vil ikke blive gennemgået her, da det hurtigt bliver temmelig kompliceret.

Man kan vælge at opstille retningslinier for, hvor høj grad af indavl man vil acceptere indenfor en given race. Som hovedregel bør man ikke parre tættere end fætter/ kusine (forøgelse af indavlsgraden på 6,25%).

Argumentet for at bruge indavl er ofte, at man ønsker at stabilisere bestemte egenskaber i racen.

Ved en parring mellem beslægtede individder har opdrætteren nemlig ofte større mulighed for at forudsige udfaldet. Dette er en følge af, at antallet af forskellige gener reduceres - dvs. en del af den genetiske variation går tabt.

Når man parrer nært beslægtede individder, stiger sandsynligheden nemlig for, at afkommet modtager den samme allel (=arveanlæg der sidder på samme pladser på komosomer) fra både sin far og sin mor. Dvs. afkommet bliver homozygotisk (at de to alleller (medlemmer) i et kromosompar er ens)for en lang række egenskaber.

Alle individder indeholder et vist antal defekte gener, der kan videregive uheldige egenskaber, f.eks. sygdom. Defektgener er ofte recessive, dvs. de bliver først synlige, når et individ får dem i dobbelt dosis - altså et fra faderen og et fra moderen.
Hvis faderen og moderen er i familie med hinanden, er sandsynligheden for at de bærer samme gener større.

Indavl skaber ikke defektgener, det bringer dem bare frem i lyset, hvis de allerede er skjult tilstede i populationen(forældredyrene).

Det skal her pointeres, at indavl ikke er for nybegyndere!
Forudsætningen for at have succes, er at man virkelig kender sit avlsmateriale. Det er vigtigt at man kender individdernes baggrund - deres fordele, og ikke mindst deres ulemper. Det man ønsker er jo at fordoble de positive egenskaber. Det man risikerer er imidlertid, at også de negative egenskaber fordobles, med uoverskuelige følger for
sundhed og temperament. Derfor må man spørge: Er det f.eks. risikoen for sygdom værd at forsøge at stabilisere en korrekt ørestilling via indavl ?

Længere tids indavl vil desuden medføre en såkaldt "indavlsdepression", der betyder at frugtbarhed og livskraft nedsættes. Der ses flere tomme tæver, færre hvalpe i kuldene, større hvalpedødelighed og nedsat sædkvalitet hos hanhundene.


Kompensations-avl

Kompensations-avl er parring af individder, der skal kompensere for hinandens "fejl og mangler".

Hvis tæven har en fejl, kan man undgå denne hos hvalpene ved at parre med en hanhund, som kan rette op på fejlen. Ideelt set skal hanhunden komme fra en linie, der er kendt for at forbedre netop den fejl tæven har. Systemet er i princippet simpelt, men det kræver et vist kendskab til racens avlshunde hos opdrætteren - eller avlsvejlederen. Det er absolut nødvendigt at bruge en korrekt han, og ikke en der afviger i den modsatte retning! Hvis din tæve har stejle vinkler, så brug en korrekt vinklet han - ikke en overvinklet.


Matadoravl

Matadoravl beskriver det fænomen, at en enkelt eller nogle få hanhunde pludseligt bliver meget populære, og derfor bruges til en uforholdsmæssig stor del af tæverne. Hvis en hanhund i en periode parrer en meget stor del af racens hunhunde, bliver næste generation alle mere eller mindre beslægtede, og indavl næsten uundgåelig. Især inden for små racer kan dette være et alvorligt problem. Det er god avlspolitik at bruge racens bedste individder mest muligt, men det er også vigtigt at bevare den genetiske mangfoldighed.

Genetikeren Per-Erik Sundgren anbefaler følgende tommelfingerregel: En hanhund bør, gennem hele sin levetid, ikke blive far til mere end 25% af det gennemsnitlige antal hvalpe registreret årligt. Antallet af børnebørn efter en hanhund bør ikke overstige 50% af det årlige antal registrerede hvalpe..

I Danmark findes der mange racer, der årligt registrerer ca. 200 hvalpe. I disse racer bør ingen hanhund altså blive far til mere end 50 hvalpe, hvis ovenstående anbefaling skal følges. Hvis der kommer ca 5 hvalpe pr. kuld svarer det til 10 kuld i hele hanhundens karriere!
Den aktuelle hanhund bør ifølge reglen heller ikke have flere end 100 børnebørn.

Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at det ikke er fordi de hanhunde, der bruges meget, ikke er gode nok. Tværtimod drejer det sig ofte om fremragende hunde. Målet med reglen er derimod:

At bevare den genetiske variation
At undgå reduktion af den effektive populationsstørrelse
At undgå flaskehalse

Selvom ovenstående anbefaling umiddelbart lyder lidt drastisk, kan den være god at have i baghovedet, især når man arbejder med meget små racer.

I artiklen "Avl i små populationer"(5) anbefaler Frode Lingås en regel hvor en hanhund ikke bør være far til mere end 5 % af samtlige hvalpe født i hans egen generation. En hunde-generation svarer cirka til 4 - 5
år, så resultatet bliver nogenlunde det samme, uanset hvilken en af anbefalingerne man følger.


Effektiv populations-størrelse

Rent genetisk opnås den største mangfoldighed, hvis man bruger lige mange hanner og tæver til avl. Gør man det, vil den effektive population være lig med det faktiske antal dyr i avlen.

De fleste hunderacer benytter imidlertid langt færre hanner end tæver i avlen. Set ud fra et selektionshensyn er det fornuftigt. En han får mange flere afkom end en tæve, så det er vigtigt at man kun udvælger de bedste hanner til at indgå i avlen. Set ud fra hensynet til den genetiske variation er det imidlertid ikke så hensigtsmæssigt. Den effektive population reduceres nemlig væsentligt, jo større ulighed der er mellem antallet af hanner og tæver i avl.

Hvis man i en race benytter 50 tæver men kun 10 forskellige hanner til avl, svarer det til en effektiv population på kun 33 individder. Den anbefalede minimumsgrænse rigger mellem 60 og 70 effektive individder. Kommer man meget under det antal, bliver racen så lille, at der kan opstå problemer med at bevare den genetiske variation pga. indavl.
Minimumsgrænsen kan nås ved f.eks. 20 hanhunde og 100 tæver aktive i avlen.

HUNDEN offentliggør hvert år en liste over antal registrerede hvalpe i hver race.

Ud af de i alt 223 forskellige racer er der kun 13, der her over 500 registreringer pr. år. Med en gennemsnitlig kuldstørrelse på 5 svarer det til 100 kuld. Hvis vi antager, at tæverne kun får et kuld om året, giver det de anbefalede 100 tæver i avl. Det fremgår ikke af listen hvor mange hanhunde, der er far til disse ca 100 kuld.

163 racer registrerer under 100 hvalpe pr. år - dvs. at kun ca 20 tæver benyttes i avlen pr. år. Bruger man til disse 20 tæver kun 5 forskellige hanhunde - ja så svarer det til en effektiv population på kun 16 individder lige netop det år. Året efter kan situationen selvfølgelig være en anden.

I disse racer bør man i høj grad være på vagt over for matadoravl. Man kan desuden overveje import af avlshunde eller frossen sæd for at bevare sundheden i populationen. For dem der her lyst til at regne på
deres egen race følger ligningen her:

Effekt. p0p = 4 x antal hanner x antal tæver
antal hanner + antal tæver


"Flaskehalse"

En genetisk flaskehals opstår, når der i enkelte generationer benyttes væsentligt færre avlsdyr end sædvanligt. Det afkom, der bliver født under en flaskehals, vil ofte være beslægtede, og det bliver herefter svært at undgå indavl. Mange racer her oplevet disse perioder med meget få individder i avl. Store krige påvirker f.eks. næsten altid husdyravlen, fordi ingen her tid og overskud til at beskæftige sig med den slags. Følgevirkningerne af en flaskehals kan påvirke en population i mange generationer.

 

Artiklen er hentet fra DKK´s medlemsblad, HUNDEN, nr. 1, 1997.
"Gengivelse af HUNDENS artikler kun tilladt med kildeangivelse."
Artiklen er på nogle områder omformuletet til almindelig dansk - Berit